Nyheder

Drop pårørendekortet. Ikke alle ældre har en datter til at "svinge støvekosten"

Fokus på alkoholdemens

Diakon: Den samfundsmæssige foragt for de ældre og svage viser sig i de ord, vi bruger om dem

Kontanthjælpsloftet

225-timers reglen

Et slidsomt liv – hvad har udsatte ældre brug for?

Iblandt dem, der opsøgte nødovernatningen var også en del danske hjemløse og særlig en, som jeg vil fortælle om. Det slog mig straks han kom ind i lokalet –  et sidelokale i krypten i kirken- lidt slidt, måske mest benyttet som arkiv for stole og materialer, som man ikke brugte hver dag, men der var varme og der var tørt. Carl var en lille mand, ordinært men pænt påklædt. Hans tøj virkede nok gammelt, men det var ikke påfaldende slidt. Carl så rimelig soigneret ud, og han havde et pænt og almindeligt sprog.

Nødovernatningen bestod af det mest nødtørftige, man kan forestille sig. Et liggeunderlag, en sovepose og muligheden for at få lidt brød og ost og en kop the. Carl blev også udstyret med liggeunderlag og sovepose, og han fandt en plads i lokalet op ad en væg. Vi lagde godt mærke til, at Carl havde lidt svært ved at lægge sig, men der var travlt – mange mennesker i lokalet, og han kom da ned, fik ro på sig og faldt i en dyb søvn. Næste morgen var det svært for Carl at komme på højkant. Jeg satte mig på hug ved hans leje og snakkede lidt med ham om situationen, hvordan han var havnet i den vanskelige situation, har var i, og først her gik det op for mig, at jeg sad overfor en gammel mand. Carl var på det tidspunkt 73 år, og jeg tænkte for mig selv: Hvordan i alverden havner en pæn gammel mand på et nødherberg for hjemløse?

Hans historie kort fortalt: Carl har levet et på de fleste måder ganske almindeligt liv. Fik ikke nogen lang skoleuddannelse og heller ingen uddannelse bagefter. Alligevel har han været i arbejde lige til folkepensionen. Carl har aldrig været gift og kun i korte perioder haft sig en kæreste. Han har altid mere eller mindre passet sig selv – ikke fordi han er sky, men han kunne godt lide det stille liv. Efter at han stoppede i jobbet, fik han sværere ved at huske og blev ofte svimmel. Han gjorde ikke noget ved det, men han glemte ofte vigtige ting, blandt andet at betale regninger. Det blev helt galt for nogle måneder siden, og han stod pludselig i den situation, at han blev sat ud af sin lejlighed. Carl havde ikke åndsnærværelse nok til at undgå det, selvom han måske nok havde penge til det.

Carl boede de næste måneder på det store Danhostel ved Langebro i København, men da pengene slap op, måtte han finde andre muligheder. Og her fandt Carl os i kirken.
Talte du ikke med nogen om din situation, spurgte jeg Carl, og hvad fik du dagene til at gå med? Han sagde, at det var første gang, at han havde fortalt om tabet af lejligheden. Han besøgte museer, butikscentre, kørte meget i tog osv. Det gav ham lidt fornemmelse at være en del af noget, og det holdt ham varm det meste af dagen.
Carl var helt tydeligt i en vanskelig situation, og så var han ensom. Han boede hos os i den måned, vi holdt nødovernatningen åben, og han viste sig at være et varmt og sødt og åbent menneske, flere af de besøgende havde det godt med. Han gled godt ind i fællesskabet fra aften til næste morgen, men han gik for sig selv om dagene. Nødovernatningen var åben fra kl. 22 aften til kl. 8 morgen.

Vi fandt en seng til Carl, så han ikke skulle sove på det tynde underlag direkte på gulvet, og vi fik skabt kontakt til et bofællesskab, der tog Carl under deres vinger, da vi lukkede.
Er Carl et enkeltstående tilfælde, eller er det mere almindeligt end man tror, at der er ældre mennesker, der kommer i lignende situationer?
Selvom det i sagens natur er meget vanskeligt at gennemføre tællinger af hjemløse, er det alligevel lykkedes VIVE – Det nationale forskningsinstitut for velfærd at opstille en målemetode, der virker troværdig. Ved den seneste tælling registreredes 6.635 hjemløse, hvilket i forhold til tællingen i 2009 var en stigning på 33%. Stigningen er i antal hjemløse på 1637 mennesker. Af disse er 1383 at finde i aldersgrupperne over 50 år. Det vil sige, at 84% af den stigende hjemløshed fra 2009 til 2017 kan forklares med de flere ældre hjemløse, der er kommet til.

Det er skræmmende tal og appellerer til løsninger. Jeg er godt klar over, at der er mange forklaringer på denne udvikling, blandt andet at sundhedstilstanden hos grupper af socialt udsatte er blevet bedre – underforstået – at de lever længere. Ligeledes er opbrud i adfærdsmæssige skel mellem aldersgrupperne og udviskningen af dele af det, man kunne kalde ”borgerligheden” med til at ændre på tingene. Men uanset forklaringer, så er skredet sket markant hurtigt, og statistiske, sundhedsmæssige og sociologiske forklaringer er sådan set ligegyldige for de mennesker, der havner i situationer, de kan have vanskeligt ved at overskue.

Lad mig fortælle om endnu et menneske, der tæller -  eller kunne tælle -  i statistikken.
Carlo er en 58-årig mand, som henvises til Arbejde Adlers aflastning i København efter hospitalsindlæggelse, fordi han er hjemløs og ikke kan tage vare på sig selv i den aktuelle situation. Han har brækket armen og brud på kæben. Carlo er tydeligt slidt af lang tids alkoholmisbrug og hjemløshed. Han er undervægtig og fremtræder fysisk og psykisk betydeligt ældre end sin kronologiske alder. Han er uddannet håndværker, men har i nogle år arbejdet som værtshustjener. Han har familie i provinsen, men angiver en ven som nærmeste pårørende.
 
Carlo har brug for hjælp til personlig hygiejne og påklædning, han skal have flydende kost, er i behandling for epilepsi og har brug for hjælp til at huske at tage sin medicin. Under opholdet er Carlo meget hjælpsom over for sine medbeboere og vellidt af alle. Han får tiltrængt, nærende mad hver dag og pleje og omsorg. Alligevel er det svært at se, om han kommer sig, som månederne går, fordi hans fortsatte alkoholmisbrug belaster hans helbred.
 
Endelig får Carlo anvist en bolig. Men det viser sig, at han intet bohave har. Som mange andre socialt udsatte er han på vej ind i sin alderdom uden genstande, fotos eller andet, som han kan hæfte sin livshistorie op på. Carlo flytter midlertidigt ud til sin ven med en plan om, at han skal flytte i sin egen lejlighed inden for kort tid. Men ny sygdom støder til, og planerne smuldrer. Carlo kan ikke blive hos vennen og ender med at genoptage sit hjemløseliv, hvor han bor rundt omkring hos bekendte. Alkoholmisbruget fortsætter, og hans helbred forværres atter.
 
Carlos livssituation er på mange måder karakteristisk for socialt udsatte gamle.
For det første er han betydeligt ældet, selvom 58 år ikke er nogen høj alder. Mange års misbrug har sat sit tydelige præg på helbred og udseende, og som mange andre socialt udsatte gamle har han flere sygdomme, heraf mindst én kronisk. Dertil kommer tilbagevendende skader som følge af beruselse.
 
For det andet er han socialt dårligt stillet og har kun et skrøbeligt netværk. Han har ingen bolig og er uden udsigt til arbejde og dermed en større indkomst. Hans helbred vil næppe heller tillade et fuldtidsjob, hvis et sådan mirakuløst skulle vise sig. Kontanthjælpen kan kun lige holde ham flydende fra måned til måned, og der er ingen opsparing at trække på i den aktuelle krise. Familien er langt væk og ikke til nogen støtte. Under Carlos ni måneder lange ophold i Arbejde Adlers Hus modtager han fx ingen familiebesøg. Også på dette punkt ligner hans livssituation mange andre udsatte gamles. De er temmelig alene i verden.
 
Der vil nok altid være kroge af velfærdssamfundet, hvor hjælpen har svært ved at nå ind. Det ved enhver, der arbejder med socialt udsatte mennesker, og derfor er der også brugt mange penge og foretaget mange forsøg på at forbedre situationen for mennesker på kanten af samfundet. Mest tydeligt er det, når det drejer sig om yngre hjemløse, misbrugere af alkohol og stoffer og mennesker med psykiske problemer. Der er mange gode indsatser – og der er også en del uden den store effekt, men det er ikke emnet her – det der er påfaldende er, at der kun er meget lille opmærksomhed på ældre i socialt udsatte positioner. Og hvorfor nu det?

Vi er nødt til at acceptere, at mennesker er forskellige. At det, vi drømmer om ikke er det samme, og at vi ofte handler modsat af det, vi egentlig ønsker. Og det er jo ikke noget nyt. I den forbindelse kan det være godt at huske på et godt bibelcitat: Det er de kendte ord fra Paulus i Romerbrevet ” For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg”. I et velfærdssamfund er det om at give plads til mennesker, at give plads til dem, der ikke nødvendigvis ligger indenfor for ”det normale”, hvad det så end er. Det betyder ikke, at vi skal lade være med at gøre noget. Jeg synes, det er helt forkert, som man desværre ind i mellem hører det, at det er en menneskeret ”at gå i hundene”.
Vi skal som samfund kunne rumme, at der er nogle mennesker, der lever anderledes eller alternativt, og vi skal ikke vende ryggen til dem og sige, at det må de så også selv om. Nej, vi skal rumme dem i fællesskabet ved at sørge for den omsorg, der skal til for at enhver kan få et liv, der svarer til det, man gerne vil. Mere eller mindre.
Derfor skal vi bruge og måske opfinde nye måder at få socialt udsatte mennesker til at føle sig mindre udsatte og til at høre til i et mere rummeligt fællesskab. Det gælder alle aldersklasser, men det bliver mere tydeligt og nødvendigt blandt de ældre. Både dem der har levet på kanten det meste af livet, og dem der kommer på kanten ved livets tilskikkelser og tilfældigheder.

Det er oplagt at tænke i alternative boliger, hvor livet kan leves som man gerne vil leve det. Det er også oplagt, at disse boligformer skal være på en sådan måde, at de ikke skaber men afhjælper ensomhed. Opgaven består i at acceptere, at nogle mennesker vil leve på en måde, som vi al mindelige mennesker ikke finder værdigt. Men værdige er vi alle sammen og afgør selv om vi er det.

Og så lige til sidst: Den allersidste del af livet skulle gerne være uden klassedeling. Derfor er det vigtigt at etablere hospice, hvor også socialt udsatte kan slutte livet på en værdig måde.