Som frivillig i huset har du mulighed for at:
- Læse højt for borgere i Aflastningen
- Passe krukkerne i vores gårdhave
- Være med til at arrangere højtider, fester og andre gode oplevelser for vores borgere og brugere
- Indsamle genbrugstøj og brugte bøger til glæde for Aflastningens borgere
- Pakke startkasser med basis køkkenudstyr mv. til borgere, som skal etablere et nyt hjem efter fraflytning
Har du lyst at engagere dig som frivillig så tag kontakt til personalekonsulent Bente Balling på mail bb@arbejdeadler.dk
Vi er blevet gode til at flytte mennesker – men dårlige til at flytte deres relationer
Når mennesker med alkoholrelateret demens flyttes fra en institution til en anden, kan meget gå tabt. Erfaringer fra frivilligindsatsen mellem Arbejde Adlers Aflastning og plejecentret Brygger-gården viser, at når frivilligheden flytter med, kommer mere af livet med i flyttekasserne.
Af Dorte Schiønning Andersen, sekretariatschef i Landsforeningen Arbejde Adler
For de fleste mennesker er en flytning forbundet med både forventning og usikkerhed. Man skal vænne sig til nye omgivelser, nye rutiner og nye mennesker. Men når man lever med en hukommelsesskade efter mange års alkoholmisbrug, kan en flytning opleves som et tab af orientering, identitet og tryghed.
Mennesker med alkoholrelaterede hjerneskader lever med betydelige vanskeligheder i forhold til hukommelse, overblik og evnen til at skabe sammenhæng i deres livshistorie. Det, som for andre kan virke som små forandringer, kan for dem føles som et jordskælv. Kendte ansigter forsvinder. Velkendte rutiner brydes og faste holdepunktet i hverdagen opløses.
Mange af de borgere, som er på aflastningsophold i Arbejde Adlers Aflastning på Nørrebro, har et årelangt alkoholmisbrug bag sig, og slås nu med en hjerneskade og en høj grad af forvirring. Men den ro og tryghed, der over tid kan etableres i de trygge og genkendelige aflastningsrammer udfordres, når borgeren skal flytte. Aflastningsopholdet er nemlig altid midlertidigt.
En stor del af disse borgere flytter videre til plejecentret Bryggergården, som er et tilbud specialiseret i pleje og omsorg for mennesker med alkoholrelateret demens. Det er både godt og vigtigt, at de tilbydes et blivende hjem, hvor der er specialkompetencer netop i forhold til deres problemer. Denne målrettede visitation sker, fordi vi er optaget af støttebehov, kompetencer, indsatser og rammer, når vi flytter sårbare og skadede mennesker.
Langt sjældnere spørger vi: Hvem følger med? Det er en alvorlig mangel, for udsatte mennesker har typisk et meget lille netværk, og evt. tilbageværende relationer kan være tungt belastede af misbrug og konflikter.
I overgangen mellem aflastningsafdelingen og Bryggergården vinder borgeren et nyt fast hjem på et godt tilbud, men mister i samme stund genkendelige rammer såvel som kendte ansigter og navne på medarbejdere, frivillige og andre beboere på aflastningsafdelingen. Det er mange relationer at miste for den, der i forvejen har for få. I dette slip mellem det kendte og det nye, har en frivillig i Arbejde Adlers Aflastning, Karin Nielsen, opdyrket en ny og meget givende frivilligindsats. En frivillig som følger med, når man flytter.
Alle beboere i aflastningsafdelingen kender Karin. Uge efter uge færdes hun i afdelingen på særlige præmisser, som beboerne hurtigt forstår at gøre nytte af. Karin har god tid – også til de længere samtaler og livsfortællinger. Hun skaber udstillinger og dekorationer, hjælper med et strikketøj og sørger for tøj og sko til den, der kommer med ingenting. Hun er krumtappen ved årets højtider og fast deltager, når musikterapeuten inviterer til fællessang og samvær en gang om ugen. Hun er en man kender – og en man er kendt af. Den relation har stor betydning, for de beboere, der flytter til Bryggergården. For relationen til Karin følger med. Hun besøger jævnligt beboerne på Bryggergården. Ofte ved at samle en lille gruppe ”gamle” aflastningsbeboere til fælles samvær. Hun er med til at fejre mærkedage, deltager i aktiviteter, arrangerer kreative sysler for smågrupper osv. Fordi hun lever med videre i disse menneskers liv og hverdag og kender dele af både fortid og nutid, er hun med til at binde de livshistorier sammen, som konstant udfordres af en dårlig hukommelse.
Når et kendt ansigt træder ind ad døren på det nye bosted, følger der mere med end et besøg. Der følger en bro mellem fortid og nutid. En påmindelse om, at man stadig er den samme person, selvom omgivelserne er forandret. For mennesker med hukommelsesproblemer er genkendelighed særligt vigtig for at skabe tryghed. Det kan give en oplevelse af sammenhæng og reducere følelsen af fremmedhed eller forvirring. En person, som man allerede har tillid til, kan desuden fungere som en slags anker, der gør det lettere at falde til. Det kan styrke den enkeltes trivsel og give en følelse af, at man ikke starter helt forfra, men at der er elementer fra det “gamle,” som følger med.
Det er noget medarbejderne på Bryggergården lægger mærke til. Forstander, Tine Chalmer Rasmussen, beskriver det således: ”Det har stor betydning for beboerne, at frivilligheden – i dette tilfælde Karin – følger med ved en flytning. Det signalerer, at relationer kan bevares, selvom man skifter rammer, og at det sociale netværk ikke nødvendigvis forsvinder ved et institutionsskifte. Nogle beboere udtrykker deres glæde og taknemmelighed verbalt. Andre viser det gennem deres engagement eller lyst til at deltage, når Karin kommer på besøg. Selv dem, der ikke direkte omtaler det, viser ofte tegn på genkendelse og tryghed, hvilket understøtter deres trivsel og velvære. Frivillige som Karin bliver ofte en vigtig støtte og kilde til kontinuitet, som supplerer medarbejdernes arbejde på en positiv måde.”
Samtidig sender det et stærkt signal om menneskelig værdi. At relationen ikke var bundet til en bestemt adresse eller institution. At man ikke bliver glemt, fordi man flytter. At nogen stadig kommer, fordi de ønsker at komme. Der er nogen, der ved man er vokset op i Holstebro og har været elektriker på Panum. En der ved, at man er blevet bedre til at strikke trods demensen. At man bedre kan lide Kim Larsen end Shubidua, eller helst vil have jordbær med fløde til sin fødselsdag.
I en tid hvor vi mere end nogensinde taler om ensomhed, fællesskaber og relationers betydning for menneskers trivsel, planlægger vi fortsat flytninger af sårbare borgere, som om relationer er noget sekundært. Måske skal vi blive bedre til at tænke relationel kontinuitet ind, når mennesker flytter mellem tilbud. Ikke som en ekstra luksus, men som en vigtig del af en værdig indsats.
For når minderne svigter, bliver relationerne ofte det kompas, der hjælper os med at finde vej. Og når et kendt menneske følger med over tærsklen til et nyt sted, bliver flytningen lidt mindre ensom og lidt mere menneskelig. I virkeligheden er det et spørgsmål om, hvordan vi forstår velfærd.